Hvordan vælger man en køkkenbordplade?
Med dette indlæg ønsker vi at hjælpe dig med at finde den køkkenbordplade, der passer bedst til dine behov. Hvis du ikke har nogle konkrete ønsker i forhold til materiale, farve og mønster, kan det nemlig være ganske frustrerende at vælge en køkkenbordplade. Det skyldes at du kan vælge mellem flere forskellige materialer og mange gange findes der også adskillige mønstre.
Hvis valg af mønster og farve i mangt og meget er subjektivt og et spørgsmål om din personlige smag, er det den rene fysik, der gemmer sig bag materialerne. Dette indlæg forklarer de forskellige materialers forskelligartede egenskaber, og hvordan de passer til hhv. en køkkenbordplade, såvel som badeværelse, gulve og facader.
Alle materialer er ikke skabt ens!
Materialer til bordplader er meget forskellige, når det gælder egenskaber. Nogle af materialerne er mere porøse og sugende (marmor), og andre er stive (keramik). De forskellige egenskaber bestemmer, hvor det anbefales at bruge den konkrete bordplade.
En køkkenbordplade er et sted, hvor der laves mad. Det betyder, at den vil komme i kontakt med forskellige stoffer såsom f.eks. vand, salte, mineraler, syre eller andre stoffer, som kan give pletter på materialet. Hvis man ikke vedligeholder sin bordplade grundigt, kan disse pletter opsuges i materialet. De materialer, der har størst sugeevne, er marmor og lys granit.
Egenskaber efter materiale
Den følgende tabel giver en forenklet oversigt over materialernes grundegenskaber. Den er god at have med sig, hvis du skal til at vælge stenmaterialer til køkken, badeværelse, gulve eller facader.
Mørk granit | Lys granit | Kvarts | Keramik | Marmor | |
Hårdhed/ stivhed |
7 | 6 | 6-7 | 8 | 4-6 |
Modstands- dygtighed overfor smuds |
Meget god |
God | Meget god |
Meget god | Lav til god |
Modstands- dygtighed overfor ridser |
Meget god |
Meget god | Meget god |
Bedst | Lav |
Varmebestandighed | Meget god |
Meget god | God | Bedst | God |
Sugeevne | Lidt sugende | Sugende | Meget lidt sugende |
Meget lidt sugende |
Sugende |
Porøsitet i % | 0-0,2 | 0,2-0,5 | 0,01 | 0,01 | 0,3-0,5 |
I det følgende ser vi lidt nærmere på de forskellige stenmaterialer og sammenligner deres plusser og minusser. Som producent er det vores pligt at gøre opmærksom på materialernes styrker såvel som svagheder.
Granit – lys og mørk granit har forskellige egenskaber
Plusser: dekorativ, varmebestandig, mønster og farvetone varierer
Minusser: lys granit er noget mere sugende end mørk.
Passer til/anvendelse: i køkkenet, på badeværelset og på facader
Granit er en stenart som er opstået ved, at vulkansk magma er stivnet. På grund af sin naturlige oprindelse har granit en enestående farve – farvetonen og mønstret på hver enkelt sten er unikt. Selvom lys granit er noget mere sugende end mørk granit, passer begge materialer til anvendelse i hele husholdningen – i køkkenet, på badeværelset, på facader og til gulve.
På grund af dens vulkanske oprindelse kan granit modstå høje temperaturer. På grund af sin gode evne til at klare både varme og kulde, er granit ideelt i køkkenet, da du f.eks. kan sætte dine varme pander, gryder og bradepander direkte på bordpladen!
En granitbordplade er let at vedligeholde – faktisk er det oftest tilstrækkeligt med en fugtig klud, selvom lys granit kan have godt af en behandling med midler, der er beregnet til rengøring af marmor, en gang eller to om året. Du sikrer et flot resultat af den daglige rengøring, hvis du polerer stenen med et tørt viskestykke.
Marmor – meget dekorativt, men sugende
Plusser: meget dekorativt, enestående mønster; mønstre og tone varierer
Minusser: suger væsker i høj grad, bliver let ridset, bliver mat, optager olie- og fedtpletter; mønstre og tone varierer; man skal regne med naturlige defekter
Passer til/anvendelse: udmærket på badeværelse eller facade
Anbefales ikke til brug: i køkkener med intensiv anvendelse
For dem der brændende ønsker sig en naturlig, hvid sten, er marmor svær at komme udenom. Alligevel passer marmor bedre på badeværelset og på facader end i køkkenet.
Hvis du har en marmorbordplade i køkkenet kræver den nemlig meget varsom anvendelse og omsorgsfuld vedligeholdelse. Eftersom marmor er blødere og mere porøs end granit, bliver den forholdsvis let ridset og beskidt. Særlig forsigtig skal man være med rødvin, kaffe og te, olie og saft. Du skal altid bruge underlag under glas og kopper for at undgå at væsker opsuges af marmoret. Kontakt med syreholdige frugter kan også ødelægge marmorets udseende/farve.
Hvis man passer godt på sit marmor, kan det holde sig smukt i køkkenet i årevis. I den daglige rengøring af marmor bør du ikke bruge syreholdige rengøringsmidler.
Kvarts – tåler ikke pludselig varme
Plusser: findes i et bredt udvalg af farver; dekorativ; mønster og farvetone varierer mindre sammenlignet med granit og marmor, eftersom der ikke findes naturlige defekter; vask i samme materiale kan bestilles
Minusser: tåler ikke høj varme eller direkte UV-stråling
Passer til/anvendelse: i køkkenet, på badeværelset, på gulve
Anbefales ikke til brug: på facader
Kvarts er et industrielt fremstillet materiale, hvis sugeevne næsten er reduceret til et minimum. En af de vigtigste fordele med kvarts er også at det, takket være sin ensartede struktur og store farveudvalg, kan fremhæve dit køkkens individualitet.
Kvarts tåler ikke høj varme så det anbefales at bruge bordskånere. Kvarts er dog generelt nemt at vedligeholde. Polerede overflader behøver ingen særlig behandling hvis de anvendes indendørs. Varmt vand og sæbe er tilstrækkeligt til rengøring, mens et tørt viskestykke er det bedste til polering.
Keramik – klarer både varme og ridser
Plusser: dekorativ; modstandsdygtig over for vejrlig; pladerne har et identisk mønster; godt alternativ til marmor, eftersom det ikke har naturlige defekter. Høj varmebestandighed.
Minusser: meget stiv, tåler ikke direkte slag
Passer til/anvendelse: køkkenbordplade, på badeværelset, på facader, på gulve
Keramik er et industrielt fremstillet materiale som består af naturlige komponenter. Keramiske bordplader har en enestående god modstandsdygtighed over for ridser, samt skader fra varme og væsker, hvorfor de kræver et minimum af vedligeholdelse. Det eneste minus ved keramiske materialer er deres stivhed, hvilket betyder, at de i tilfælde af hårde slag kan slå revner. Derfor anbefales det ikke at bruge keramik på steder, hvor du ønsker at placere meget tunge ting.
Opsummering
Som opsamling kan man sige at du ved valg af bordplade skal tænke på din hidtidige erfaring med brug af køkken og badeværelse osv. Hvis du laver meget mad i køkkenet, og du bruger mange ingredienser, som kan afsætte pletter, så er naturlig marmor ikke det bedste valg. Derimod kan marmor være et oplagt valg til dit badeværelse.
Hvert enkelt materiale har sine plusser og minusser. Brug denne artikel og linksene til vores materialer som noter, så du kan vælge en køkkenbordplade og en løsning, der passer bedst til dig. Vi anbefaler dig også at tage kontakt med vores salgsrepræsentanter, som altid kan give dig gode råd med på vejen.
Anmod os endelig om et gratis tilbud på de materialer, du er interesseret i!